Homøopatiens historie

Den modsatte behandlingsform findes i "allopatien", den traditionelle medicin. Allos betyder "modsat" og navnet allopati hentyder til, at man giver et lægemiddel, der virker modsat det, patienten fejler og dermed skaber en anden lidelse. (Eks: Kroppen laver opkastning og diarre, når den er forgiftet, for at skaffe sig af med giften, og man giver medicin til at stille kvalmen og stoppe afføringen).

 

Vi møder det homøopatiske lighedsprincip første gang hos Hippokrates, den berømte græske læge, der levede for over 2000 år siden. Han sagde: "Det er vigtigere at vide, hvilken slags person, der har sygdommen, end hvilken slags sygdom, personen har".

 

Homøopati er altså et godt, gammelt, bevaringsværdigt håndværk, der stadigvæk virker og lever op til nutidens skrappe krav. Det benyttes da også overalt i verden som et populært værktøj til forstå mennesket og lindre dets lidelser uden at gøre skade.

 

For ca. 200 år siden blev homøopatien "genopdaget" og videreudviklet af den tyske læge og kemiker Samuel Hahnemann (født 10 april i Meissen 1755, død 2. juli i Paris 1843). Han grundlagde homøopatien i dens nuværende form, og efter hans systematiske anvisninger undervises der i dag i homøopati i de fleste lande, her iblandt også i Danmark.

 

Den klassiske homøopati har overlevet bedre nogle steder, end andre, typisk England, Tyskland og Frankrig, hvor man kan købe homøopatiske midler på ethvert apotek, men også i USA er der god udvikling i homøopatien. I nogle lande undervises der på universiteter, og bla. i England findes der mange homøopatiske hospitaler. Herhjemme fandtes der også et par homøopatiske hospitaler helt op mod midten af sidste årh., men indtil engang i halvtredserne måtte homøopati kun praktiseres af læger. Muligvis derfor er det så lidt udbredt her.

 

Danmark er et rent u-land set med hensyn til brugen af homøopati. I mange af vore nabolande er homøopatien det første alternative valg, dernæst kommer zoneterapi (i Danmark er det omvendt!) og forskellige andre.

 

På Hahnemanns tid var det almindeligt med voldsomme behandlinger i form af lavementer, brækmidler, åreladning, giftig medicin som arsenik og kviksølv, indespærring af sindslidende og den slags.

 

Hahnemann var en lærd mand, læge, kemiker og særdeles sprogkyndig og med en udpræget stædighed og forskerånd. Han havde selv mange børn og nænnede ikke at udsætte dem for den slags sygdomsbehandling. Han opdagede, at kinin, som jo bruges til at behandle malaria, gav ham malarialignende symptomer, når han indtog det. Det ledte ham på sporet af lighedsprincippet, og hele sit liv eksperimenterede, skrev og forskede han i udviklingen af homøopatiens principper, tilberedelsen af lægemidlerne, behandling af syge og afprøvning af nye midler.

Senere har andre efter ham i mange lande verden over videreført denne gerning, og i dag foregår der stadig omfattende forskning og lægemiddelprøvninger på samme måde som dengang, men set med nutidens øjne og med hjælp af moderne hjælpemidler, f.eks. computer.

 

Den klassiske (= almengyldig) homøopati baserer sig på et dybtgående kendskab til mennesket og vores iboende livskraft, som Hahnemann kaldte Dynamis.

Dengang var livskraft eller energi måske mere skjulte begreber, men i dag bruges udtrykket energi i mange sammenhænge. Uden livskraft intet liv, og hvis livskraften svækkes, bliver vi syge, nu som dengang. Derfor drejer al helbredelse sig om at styrke livskraften, så den kan udføre sit arbejde optimalt: at administrere alle livsprocesserne. Homøopatiens force er: at styrke, stimulere og fremme livskraften hos patienten, så han bliver stærk nok til selv igen at modstå påvirkninger.

 

I allopatien (den etablerede lægeverden) ser man det modsatte princip: at svække, hæmme, undertrykke og bekæmpe eller fjerne symptomerne i kroppen - indtil næste gang de kommer.

 

Mange af Hahnemanns opdagelser og læresætninger var temmelig kontroversielle, og hans motto var: Aude sapere: vov at vide. Nogle af hans udtalelser kunne være sagt den dag i dag.

 

Han lagde sig ud med lægestanden, der var vældig optaget af nye tiltag som vaccination, bedøvelse, kirurgi og hvad man ellers kan udsætte kroppen for uden hensyn til den, der har den.

 

 

Han lavede sine egne regler og love baseret på hans egne og hans elevers erfaringer og arbejde på utraditionel vis.

 

Hans vigtigste værk hedder "Organon, helbredelseskunstens værktøj" og er en grundig indføring i homøopatien, ordnet i paragraffer med udførlige kommentarer.

 

Den første paragraf lyder: "Lægens højeste og eneste kald er at gøre syge mennesker raske igen - det, man kalder at helbrede".

 

Den anden paragraf: "Behandlingens højeste ideal er at genoprette en sund tilstand hurtigt, blidt og varigt; det vil sige at fjerne og tilintetgøre sygdommen i hele dens udstrækning på den hurtigste, sikreste og mindst skadelige måde i følge klart indlysende principper".

 

Her i Danmark blev klassiske homøopater i juli 1999 blevet momsfritaget og klassisk homøopati betragtes herefter som "anden egentlig sundhedspleje".